Museet Sønderskov har i forbindelse med VM i Kano og Kajak 2023 skabt udstillingen Gold of the Gods. I udstillingen kan du opleve replika af Fæstedskatten – Danmarks største guldskat fra vikingetiden.
Tre detektorfolk fandt i 2016 hele seks armringe af guld på en mark i Fæstedområdet i Vejen Kommune. Tidligere er der i 1911 fundet en guldhalskæde fra samme periode på samme sted. Siden detektorfundet er området blevet udgravet af arkæologer. Når vi i dag taler om Fæstedskatten, er der tale om i alt otte armringe, en halskæde, 12 hængesmykker, hvoraf syv har været prydet med ædelsten, ni perler og en til slut en smukt udført broche med fire kæder. Alt dette er lavet af guld, som tilsammen udgør næsten 1,5 kilo. Dertil kommer sølvet i form af en sølvarmring, ituklippede mønter, en tyk flettet halskæde og flere itupløjede smykker.
DATO
This is the heading
Fundets betydning
Opdagelsen af guldskatten fortæller om, at mennesker på denne egn i vikingetiden var en del af landets højeste elite. I dag betyder det, at vi i dag, mere end 1000 år efter, har et geografisk punkt for magtens placering i vikingetidens Danmark. Denne guldskat beretter om alliancer blandt samfundets rigeste, udøvelse af religion før kristendommens indtog – og muligvis også om, hvem der skabte nogle af de grundsten, der er blevet til det Danmark, som vi kender i dag.
Når vi hører om guldsmykker, især ringe, i sagaerne, så er det gaver, som gives fra kongen til hans mest betroede mænd. Gaver var en måde at sikre alliancer mellem samfundets ledende lag. Derfor kan vi sige, at dette fund har tæt kontakt til kongemagten i vikingetiden. Måske var de endda ejet af kong Gorm Den Gamle og dronning Thorvi (Thyra) selv.
Museet Sønderskov er meget taknemmelige for, at Vejen Kommunes lokale erhvervsliv har givet afgørende økonomisk støtte til produktionen af de smykkereplika, som her kan opleves. Senere vil de udstillede smykkereplika blive udstillet på Museet Sønderskov
En stor tak går til Oxdal, Frøs Sparekasse, Vejen Haandværkerforening, Lindab og BDO for økonomisk støtte til replikker af guldskatten.